Ever hide..

Here's what I do, I'll take care of you.

Det har været en kaotisk weekend. Først er der familiefest, det er fint nok. Men når min yndlingssvigerinde så abortere, så ødelægger det bare alt.
Tænk engang at det kunne gå sådan. Og så lige for dem, hun er så sund og rask. Men det tydede bare ikke på at babyen var rask, hvad er så det bedste for alle? Tænker tit på at få nummer 2, men jeg er sgu bange for det. Tænk hvis det skete for mig også? Og ja, jeg ved godt jeg ikke er klar til nummer 2, men om nogle år måske, når jeg er frisk. Tanken er god, det er helt sikkert. Jeg vil så gerne have 4 børn, og helst inden jeg er 30. Så har de stadig en dejlig ung mor. :-D

Nok om det, det hiver i æggestokkene. :-P Familiefesten var fed, og hold kæft hvor er min ene fætter jeg aldrig haar kunnet fordrage bare blevet en lækker lille unge. Drengen er kun 15, og han ligner en på 18. jeg er så overrasket, det er jo fedt! Og han er så velopdragen, og har også inviteret ham ind til mig. Det ville han gerne, han siger jeg er hans yndlings kusine. Måske fordi vi har så meget at snakke om altid. Det er meget sjovt at tænke på, hvor lille og uduelig jeg altid har synes han var. Måske fordi han har sådan en lortemor, jeg heller ikke kan snuppe. Og alligevel, så kunne jeg engang. Hvor hun var normal oppe i potten, men efter de rykkede til Sverige, så ændrede hun sig. Vi havde et tæt forhold engang, men det endte lige pludselig.
Fuck nu det i røven.

Idag er en dejlig dag!

Endnu en trist sæson.

Synes det hele går op og ned lige pt. Kan ikke finde rundt i mig selv igen, fordi jeg endelig er begyndt at tænke på mig selv. Sætte mig selv i første række, erko jeg er ond ved andre. Det har jeg selv lagt mærke til og det skræmmer mig lidt faktisk, at jeg kan være sådan overfor dem jeg er allermest glade for. Scary shit! Men jeg gør det ikke bevidst, det er stemmen inden i hovedet der vejleder mig til hvad jeg skal sige. Og eftersom det er hende der tænker på sig selv, så lytter jeg. Som om jeg prøver at beskytte mig selv. Nu har jeg vænnet mig til hende, den anden del af mig, den anden Lea, der konstant har sin egen mening. Og det er fedt, ingen tvivl om det, men det er også irriterende at jeg skal såre alle omkring mig. Måske ikke alle, men mange af dem. Jeg er blevet uvenner med Nicolai fordi jeg ikke kunne holde min kæft. Så fuck da ham egentlig. Han skabte sig også som en lille forkælet unge.
Kenny er bare dum. Han tror stadig ikke på jeg er syg, fordi han ikke har set det for alvor. Og det er fandme belastende, at jeg ikke selv haar noget at bevise det med. Så er det godt vi skal ned til Gitte så hun kan forklarer at det altså ikke er for sjov det her. Jeg ER syg, jeg er meget syg. Måske ikke så syg som jeg har været, men stadig. Jeg har det her for livet, og måske virker jeg normal. Men det er jeg ikke, jeg er psykisk syg. Jeg har endelig accepteret det, og det har jeg det godt med. Så er jeg et skridt tættere på mit eget mål. Og det er jo kun godt. :-D Så der er lidt postivt i mit liv alligevel. Men uhh, hvor jeg blev ked af de ting han fik sagt igår. Og så han bare sidder og griner mig lige op i fjæset, hvad bilder han sig ind. Møgunge! Alle kan bekræfte hvordan jeg har og har haft det, han skal ikke komme og sige noget andet. Ved godt han ikke mener det ondt, men for at jeg skal kunne acceptere mig selv, skal han også acceptere at jeg er syg, og det virker ikke til at han gør det. Ja, jeg kan holde hans børn ud, men jeg har ikke samme ansvar overfor dem som jeg har overfor min egen. Till er også syg, på en eller anden måde. Om han er stresset eller har noget a la det samme som mig det ved jeg virkelig ikke. Det håber jeg fandme ikke! Men han er helt anderledes i hvert fald, min lille Tillemus.
Jeg håber det hele snart bliver bedre, måske jeg skulle tage mine piller igen. Jeg er jo bare stoppet igen. Og hvad fanden, jeg har smidt 11 kg pga det. Så det ser jeg som noget godt. Og jeg er i princippet også stabil lige nu, fordi der ikke sker så meget omkring mig. Jeg har lært nye mennesker at kende igennem min overbo, men det kan man bare ikke kalde venner. Det er bare mennesker der lader som om de er interesseret i at høre, hvad man har at sige. Pis med dem man. Og Kenny kalder det drukvenner, igen fordi han ikke ved en skid. Fordi han er skide ligeglad med alt jeg foretager mig. Derfor er jeg også blevet ligeglad, ligeglad med hvad han laver og gør og skal. Det rager mig noget så grusomt. Ikke fordi det er ondt ment, men hvis han er ligeglad så er jeg sgu også. Så kan vi sejle vores egen sø, langt langt væk. Arh, det kunne være skønt. Bare at sejle væk og blive der. Bonus!
Jeg savner også dem fra OPUS. Ser dem ikke så meget mere som jeg har gjort. Og det er belastende, fordi så begynder man at tage afstand på en eller anden facon. Ufrivilligt endda, det er skide meget øv. ØV, siger Nea.
Argh, jeg skal også ned og have rettet min tatovering d. 1. Det glæder jeg mig til, så jeg kan få en pæn tatovering igen. Så er den værd at vise frem igen. :-P

Lorte dag.dk

I wonder, how am I suppose to feel when you're not here? Mit hjerte er et stort rod. Hvorfor vil han ikke have mig? Hvorfor tager vi den med ro? Jeg forstår det ikke. Hvad er det der bringer ham i tvivl? Jeg vil ham så gerne, og nej, jeg giver mig ikke fuldt ud. Men det er kun fordi jeg er nange for at blive såret. Tænk hvis han har en anden, eller finder en der er bedre. Jeg vil ikke bare være endnu en pige i rækken. Det vil jeg bare ikke!
Argh, alle de spørgsmål. Det er ovenikøbet min første nat alene i mit eget hjem, det bliver mærkeligt. Rigtig, rigtig mærkeligt :(

Kærlighed på dåse.

Jeg er så glad lige nu. Jeg er endelig flyttet, kommet videre og kan endelig se en fremtid. En fremtid hvor det bare er mig der er i centrum, det mangler jeg virkelig. Og de fleste mennesker omkring mig sørger for jeg er dækket godt ind, må man sige! Kenny giver mig nok mest opmærksomhed lige nu, og jeg elsker det. Virkelig, jeg føler det som om at han bare er det ekstra jeg har manglet i mit liv. Og nu hvor jeg bor for mig selv, er der større chance for at jeg kan få det på den måde jeg gerne vil. Jeg elsker allerede hans børn, de er her nu. Og de bliver her. Det er dejligt at vide at der er nogle børn der kan klarer at jeg har det bare lidt dårligt. Fordi de bliver ikke ramt på samme måde som min egen dreng gør, og det er heller ikke smertefrit. Kan I hører det? Lyden af hjertet der brister. Jeg savner min dreng, mere end nogensinde. Det er svært at vide, jeg ikke skal vågne op med ham på samme måde mere. Det er svært at forholde sig til. Tårerne render ned af kinderne på mig. Jeg har en klump i maven af savnet efter min lille skat. Det er hårdt det jeg går igennem, men det er det bedste for alle parter.
Nu skal jeg kun se en lys fremtid, med min dreng, min Kenny, min nye lejlighed. Og med min familie. Jeg er nødt til at tro på at alt bliver bedre, jeg håber det gør det! 

Igen sker der en masse!

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Jeg er bare så glad og forvirret på samme tid.

For det første har jeg mødt det bedste i mit liv, og for det andet er jeg næsten blevet afskrevet som mor.
Jeg var til et møde, jeg ikke selv vidste hvad jeg skulle bruge til, med min behandler og sundhedsplejerske. De mest pålidelige mennesker jeg har kendt, troede jeg. Men de fuckede hele min dag op, fuldstændig. Jeg tror hele det møde kun gik op i skyldfølelse og gråd. Hold kæft, jeg har aldrig tudet så meget, kun dengang Silja døde, min bedste veninde.
De gjorde det meget klart, at hvis ikke jeg afholdte aftalerne jeg skulle have med Danny, ville de sørge for at forældremyndigheden blev Dannys. Kun hans. Jeg skulle ikke have lov til at se Till når jeg ville, og jeg skulle aflevere alle nøgler til lejligheden. Altså, den gamle. Og det passer mig også fint, men måden det blev sagt på var ikke just fedt. Men fuck det, faktum er at jeg kun må se min dejlige dreng 2 timer om UGEN! Hvad fanden havde de tænkt sig?! En ting er at jeg nødsaget til at flytte, en anden er fandme at jeg også skal undværer mit barn. Jeg kan slet ikke rumme det oppe i mit hoved. Det er for stor en ting, men hvad kunne jeg sige? Jeg havde intet at skulle have sagt, jeg kunne ikke forsvarer mig selv. Jeg kunne bare sidde der og tude som den kælling jeg er. Jeg mangler virkelig en bisidder, en der kan sige stop. Fordi den knap har jeg bare ikke selv indbygget i mit ordforråd. Jeg synes det var så tarveligt, og gennemtænkt. Jeg kan slet ikke fatte det. Jeg er så ødelagt indeni. Og alligevel ikke, nu har jeg Kenny. Min Kenny. Han er så omsorgsfuld at det gør helt ondt. Han tænker på mig, han tager imod mig og er bare ham selv. Gosh, jeg er på en lyserød sky lige nu. Vil ikke sige så meget, bare at jeg virkelig godt kan lide ham. <3

Er du i tvivl?

I could tell the truth, but you wouldent understand me.. I could blame it on my youth, but you might call me crazy!
Jeg tænker på dig hele tiden, det er næsten en psykisk lidelse lige nu. Den måde du afviser mig på, er uretfærdig. Du kunne godt have advaret mig, at du vidste det kun ville være dét. Jeg ved du har brug for mig, men du tør bare ikke lukke op! Du ved jeg vil have dig, du burde også vide jeg vil være der for dig, I'll take care of you! Jeg danner mig billeder af os sammen, og det er bare perfekt. Hvorfor kan du ikke se det? Mia siger jeg bare skal tage snakken med dig, men jeg er så bange for hvad du vil sige. Jeg ved jo hvad du vil sige, jeg kan bare ikke klarer sandheden. Jeg får stemmer af at være sammen med dig, måske fordi mit hjerte indser at du nemt kunne blive min svaghed. Hvis jeg bare fik lov..ARGH! Det er så skide frustrerende.. Jeg vil dig så gerne!!

JEG VED DET IKKE!

Endelig skete det. Endelig fik jeg lov at komme tæt på, komme ind og mærke ham. Men alligevel føler jeg mig så afvist. Og det værste er, at jeg udmærket var klar over at INTET ville ændre sig. Det var bare det. Og det var alt jeg ønskede mig. Hvorfor kan det ikke blive mere? Hvorfor kan du ikke blive stabil? Jeg ved jeg kan gøre forskellen, hvis jeg bare får lov! Men det gør jeg ikke, du vil ikke engang snakke med mig. Du isolere dig, og forbander mig samtidig. Mit hjerte banker af bare længsel, det hamre af sted som en lille tromme. Jeg elsker dig ikke, men jeg kan heller ikke hade dig. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op? Skal jeg ignorere, eller presse mere på?
De ting du sagde, fik mig til at føle mig speciel. Du fik selvtillid frem i mig, selvom jeg hader det. Jeg hader det så inderligt, men når det er dig, gør det bare en forskel. Jeg er så glad for dig, at du tror det er løgn. Lad mig komme ind i dit liv, blive en del af dig, blive til en. Det lyder af meget, og det lyder som om det går stærkt, men sådan er det ikke. Jeg har aldrig kunnet skynde mig. Jeg tager tingene som de kommer, men det forandre ikke hvor meget jeg vil have dig. Har lyst til at røre ved dig, og bare være en del af dig.
Mark sagde at vi passede så godt samme. Den måde vi er på, og det musik vi hører. Det mørke vi begge kan lide. Jeg tror lidt på ham, og alligevel trækker jeg i land. Det føles så stort at du har lukket mig lidt ind, kysset min hånd og bare været en dig. Jeg kan slet ikke beskrive følelsen det fór igennem min krop den nat. Det var bare så stort for mig. Ved ikke hvad jeg selv havde forestillet mig der skulle ske den nat, men en ting er sikkert; JEG FORTRYDER INTET! <3

I'll take care of you!

De sker så mange ting i mit liv. Kan ikke følge med mere. Skal snart flytte i min egen lejlighed, og hold kæft hvor jeg glæder mig. Så jeg kan isolere mig, og bare være mig. Ikke tænke på alle andre, kun mig selv. Lære at leve alene bliver svært, men det må man tage med. Det er "straffen" for alt det der er sket. Danny gider mig ikke mere, Till kan ikke genkende sin egen mor og min tidligere svigerfamilie lukker mig ude. Det føles også som om Till ikke trives mere. Han er blevet en underlig dreng. Stadig mors dreng, men bare på en anden måde. Det er svært at beskrive. I dag blev han glad da jeg kom hjem efter jeg var hos Mathias. Åh ja, Mathias. Han kan få mig til at tænke på mig selv, han giver mig plads og kan sætte ord på mine følelser når jeg ikke selv kan. Han ved hvad jeg gennemgår, og det er dejligt på en måde, at der i det mindste er én der tænker og føler for en.. Det er svært når man ikke selv ved hvordan man beskriver en situation eller en handling. Men ligeså snart han er der, så føler jeg mig lettet. Jeg føler mig velkommen, og taget imod for den jeg er. For den jeg er blevet.Og alligevel føler jeg ikke jeg kan åbne mig for ham, måske jeg er bange for hvad der kan ske ved det. Og det kan forandre noget mellem os. Synes vi har noget godt sammen, vi kan sammen. Også selvom vi er to vidt forskellige mennesker. Normalt ville jeg være fuldstændig pjattet og og genert, måske endda være forelsket. Men det føles bare som om jeg har opdaget, at det bare ikke lige kan lade sig gøre mere. Måske jeg er ved at blive såkaldt "voksen"? Eller bare moden, hvad ved jeg. Jeg er jo bare lille mig. Lukket sammen i en lukket skal der hele tiden går hul på, fordi folk ikke kan lade mig være i fred. Bare engang imellem! Argh.


   Jeg er og bliver aldrig tilfreds med mig selv. Det er svært at se tilbage på hvordan jeg var engang. Lige meget på hvilket tidspunkt, har jeg følt mig tyk. Og grim. Selvom jeg godt vidste det ikke passede helt. Men fuck det, jeg må tage tingene som de kommer. Og nu, ja. Der må jeg sluge kamelen IGEN. Jeg skal finde min styrke frem, jeg føler jeg får brug for den. Og det er som om han giver mig styrken til at holde fast.

Broken..

Jeg hader virkelig de her aftener. De aftener, jeg sidder alene i mørket, med musik i ørerne og prøver at bearbejder hvordan mit liv falder fra hinanden.. Først føler jeg at jeg mistede min søn, nu min kæreste, og snart min familie og mit hjem.. Jeg har ingen at støtte mig op af mere.. Jeg har så mange mennesker rundt om mig, men jeg føler mig ikke tryg ved dem.. Jeg ved ikke hvem jeg kan stole på, hvem der har ret og hvem der virkelig vil mig det bedste. Jeg føler jeg bærer alt på mine skuldre, og at jeg altid har gjort det.. Ingen tager slæbet, kun mig. Og kan jeg klare det mere? Nej.. Jeg føler mig bare nedbrudt, og ødelagt.. Ved ikke hvordan jeg kommer igennem det her helvede.. Og hvem hjælper mig? Ingen. Jeg bliver fyldt med ligegyldige piller, som kun gør mig træt og gør mig til en grøntsag.. Hvad fanden er det for et liv? Jeg prøver forgæves at finde folk jeg kan støtte mig op af. Men jeg kan ikke, de er ligeså svage som jeg selv.. Alle der ville kunne bærer det, forstår det bare ikke.. Forstår ingenting!

The gluck you pop!

Who wants to be alone? I hvert fald ikke mig. Jeg hader at være alene, eller bare vide at jeg er alene. Det kan være svært at overskue det, man har det bedre hvis man er to. Eller hvad? Jeg nyder også stilheden. men det skal ikke være altid. Vel?

Mine følelser er ikke så overdrevet mere. Det har også kun taget en uge! Nu kan jeg begynde at koncentere mig om andre ting, og ikke drømme og Karsten hele tiden. Fordi det gør jeg stadig, og det er den samme drøm hver gang. Drømmen hvor han holder om mig, og hvor jeg faktisk tilhøre ham der. Det er mærkeligt at drømme om, specielt når jeg ikke kender ham så godt mere på den måde. Er også bange for hvad han er i stand til at gøre ved mig.. Han kan nogle ting, det er helt sikkert.

Jeg er meget trist, og ensom indeni. Jeg sveder og har ikke lyst til andet end at sove. Har sovet det meste af dagen.. Det havde jeg lige brug for..

Bange for sandheden?

Hvad er det jeg prøver at skjule? Alle ved det jo. Jeg er helt nede, dernede hvor man ikke gider mere.. Der er kun et lyspunkt, og det er ham. Han kan få mig på andre tanker, men er stadig trist. Det der var engang, det savner jeg. Inderligt. Men det kan bare ikke blive igen. Jeg ved ikke om jeg tør, og jeg kan gøre sådan overfor min familie. Men jeg skal jo tænke på mig selv, men det kan jeg bare ikke. Det har jeg aldrig kunnet.

Jeg savner dig, og jeg tror du er klar over det. Men jeg er ikke klar, jeg har brug for der bliver lukket ned.. Jeg har brug for et andet liv :'(

I got a lot to say..

Endelig kan jeg nyde stilheden. Mine tanker er et helt andet sted end på min familie. Kan slet ikke finde rundt i mig selv. Føler mig som en helt anden person, og det skræmmer mig. Jeg har sovet meget idag, men føler stadig jeg er træt. Træt af det hele. Jeg vil starte på en frisk.. Men det er der ikke noget der hedder i min verden.. Skal leve med det lort, og det passer mig bare ikke. Har altid været klynke-typen, når man så for alvor er syg, så er det bare ikke sjovt mere. Jeg er så forvirret..

Jeg savner alle jeg nogensinde har snakket med.. Vil så gerne snakke med alle, men jeg kan bare ikke overskue det. Kan dårligt overskue at gå.. Jeg føler mig så hjælpeløs, og ingen hjælper mig. Ikke engang Danny.. Kan godt mærke han bliver mere og mere irriteret på mig. Og jeg føler det hele holder i en meget tynd tråd.. I hvert fald for mit vedkommende.. Jeg ved ikke hvor stor min udholdenhed er mere.. Når man har ventet over 8 måneder på at få hjælp, så mister man alle ressourcer man har haft, fordi man har holdt fast i de samme ting.. Jeg har fået så meget ros for, at jeg er viljestærk, og ja. Gu' er jeg det, fordi intet skal overtage mig. Slet ikke sådan en lorte sygdom! Jeg ved og håber jeg bliver rask en dag.. Jeg ved også der går år før jeg bliver stabil.. Men jeg prøver.. Jeg kæmper en kamp imod mig selv, og det er svært. Tror ikke nogen kan forestille sig hvor svært det er.. Jeg må ærligt indrømme jeg hellere ville brække mit ben, end at blive psykisk syg.. Man kan ikke planlægge noget fremad rettet, man kan ikke vide hvordan humøret er.. Man kan ingenting. Og skal jeg være helt ærlig synes jeg ikke, at skizofreni passer til mig.. OVERHOVEDET!

Life is a waterfall..

Så sidder jeg her igen, denne gang med mine levende drømme. De skræmmer mig, mest fordi jeg får alle mine følelse med i det. Jeg kan ikke styrer dem i søvne, og det er pænt irriterende. Fordi jeg bliver i tvivl om mine valg, jeg har taget. Jeg har virkelig såret mange, men den værste jeg har såret, er Karsten. Vi havde så mange ting sammen, men det blev aldrig virkeligt. Pga mig. Selvfølgelig pga. mig, hvem ellers? Jeg er god til at fucke det op.

Lige nu snakker vi slet ikke sammen, efter alt hvad der skete. Jeg tror ikke han kunne holde ud at se mig "lykkelig". Og slet ikke med en anden. Jeg udlevede hans drøm, bare med en anden. Og set fra hans synsvinkel, så forstår jeg ham godt. Hvad bilder jeg mig egentlig selv ind? Jeg ved godt jeg sagde slut, fordi jeg var bange. Bange for hvad der skulle ske med ham. Fordi de ting han fortalte, gjorde at man nærmest følte sig fortabt. Man kunne intet gøre, fordi sådan var livet bare.

Jeg er så forvirret lige nu. Jeg har hjertebanken og føler trang til at snakke med ham.. Men det tager sin tid. Men han svarede mig. Jeg blev faktisk overrasket, fordi det er jeg ikke værd efter det jeg gjorde. Det var ondt, og egoistisk. Og tro mig, jeg skammer mig. Noget så groft.


I wanna hold you high and steal your pain. :/

Paranoid skizofreni

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte, så jeg tager det som det kommer.

Jeg har i lang tid følt mig trist, følt mig overset, presset og stresset. Og det har kun udviklede sig til det der var værrer. Specielt efter jeg fødte Till. Det var svært at håndtere sine følelser, sin søn og generelt sin hverdag. Det var svært at have tankemylder, og koncentere sig om at snakke med ham samtidig, fordi det var ligesom om tankerne bare løb over hinanden hele tiden, og jeg kunne ikke selv styrer det til sidst. Kunne ikke styrer de tanker jeg havde, mest fordi de hverken havde sammenhæng eller var gode. Jeg stillede også mig selv spørgsmålstegn til, hvorfor er lyset grønt når man skal gå, og ikke rødt? Hvorfor er træer grønne og brune, og ikke blå og hvide? Hvorfor kan man gå og hvorfor skal man hedde noget? Sådan nogle ligegyldige og mærkelige spørgsmål som man ikke rigtigt kan få svar på alligevel.

Jeg kan huske mens jeg var yngre, der havde jeg det svært i skolen. Mest fordi jeg ville være midtpunkt, og det ville jeg, fordi jeg følte mig anderledes. Jeg følte jeg kunne noget magisk, og at folk helst skulle tilbringe tid med mig. Og alligevel følte jeg ikke at jeg kunne være i kontakt med folk. Det var en underlig fornemmelse. Det var så slemt, at jeg ikke tog venner med hjem, fordi de skulle ikke se mit "gemmested". Jeg følte jeg kunne gemme mig derhjemme, der kunne alle jo lide mig. og der kunne jeg gå væk, hvis alting var for meget. jeg hadede når vi var mange mennesker, og det var vi jo selvfølgelig altid. Jeg vlev så stresset af alle de mange mennesker der bare ville snakke og snakke. Men det ville jeg ikke. Jeg vil bare have ro! Ville sidde for mig selv og kun lytte til mig selv. Jeg snakkede med mine tanker tit, det var jo rart og jeg synes det var helt normalt. Det var det så ikke, fik jeg afvide da jeg fik diagnosen. De var en del af den såkaldte sygdom.
jeg følte tit jeg ikke var velkommen nogle steder. At jeg bare skulle blive væk, men det var svært når man også døjede med tanken om at jeg bare SKULLE være midtpunkt. Men det kunne jeg ikke være altid, og det var jeg heller ikke. Fordi ligeså snart jeg var blevet det, gjorde jeg alt for at komme væk fra det igen. Den opmærksomhed gjorde mig utryg, så jeg kunne sidde i længere tid og bare stirre ind i en væg og tænke at folk skulle skride og bare holde deres kæft. Det ville være så meget nemmere og lade være med at være midtpunkt, men det er svært. Hold kæft, hvor var det svært.
Tit når jeg sad på værelset, så hørte jeg altid trist musik, fordi det blev jeg glad af. jeg følte jeg var hjemme, min krop var tilfreds, mit hjerte slog som det skulle i stedet for at det føltes ligesom mine tanker, at de hoppede over hinanden hele tiden. Fik følelsen af, at jeg var forelsket. Det blev jeg jo tit, ligeså snart folk viste interesse for mig, så var jeg jo modtagelig. Og jeg ved bare ikke hvorfor! det var dejligt, at der var nogle der gad tænke på mig, fordi det gjorde jeg aldrig selv. Jeg tænkte aldrig på at jeg skulle have det godt, det havde jeg aldrig gjort. jeg ville hellere hjælpe andre, fordi jeg synes det var synd hvis de havde det dårligt. Derfor havde jeg også mange venner, jeg hjalp dem så godt jeg kunne og det var godt nok for dem. På den måde følte jeg også sjældne gange, at jeg var velkommen. Fordi jeg var som jeg var, en glad pige der altid var smilende, og sagde mærkelig og sjove ting. Det var mig, jeg var den personlighed. Men kun i selskab med andre. Alene var jeg så trist og deprimeret at jeg ikke engang selv vidste det. Dengang blev jeg påvirket af mine omgivelser ment på den måde, at havde jeg en ven der var trist, så var jeg det også. Var vennen glad, var jeg det også. Jeg tilpassede mig efter de mennesker jeg var sammen med, og det var rart. Så havde man nogle at snakke med, som var intressante. Men det var svær, fordi jeg ikke kunne finde ud af hvor jeg passede ind. Når man retter sig efter sin omgangskreds, så finder man aldrig ro. Igen, jeg snakkede med alt og alle. Fordi jeg var sød, og jeg hjalp. Så det var mest mig folk kom til, følte jeg. Jeg har været så populær at det var til at brække sig over. Men det var fordi jeg skiftede til den pæne pige, og det ville jeg ikke være. Ikke hele tiden. Jeg ville være noget specielt, og det ville jeg fordi at jeg følte mig så meget anderledes end alle andre. Ikke på den måde at jeg skulle være bedre end dem, og alligevel. Det var ikke til at finde ud af, fordi jeg var to mennesker nærmest. Den glade og den triste. Jeg følte altid jeg manglede et eller andet. Men hvad skulle det være, det fandt jeg aldrig ud af.
Jeg fandt også ud af, at grunden til jeg var så doven var pga. skizofrenien. den gjorde mig træt og svag. Jeg sov jo ligeså snart jeg kunne komme til det. Så havde jeg det bedst, fordi i min søvn kunne jeg det hele. der kunne jeg selv bestemme hvordan jeg følte og så ud. Fordi jeg var aldrig tilfreds. Selvom folk synes jeg var køn, tynd og hvad ved jeg, så så jeg det bare aldrig selv. fordi jeg følte mig så meget anderledes. Arg, det var svært.