Broken..

Jeg hader virkelig de her aftener. De aftener, jeg sidder alene i mørket, med musik i ørerne og prøver at bearbejder hvordan mit liv falder fra hinanden.. Først føler jeg at jeg mistede min søn, nu min kæreste, og snart min familie og mit hjem.. Jeg har ingen at støtte mig op af mere.. Jeg har så mange mennesker rundt om mig, men jeg føler mig ikke tryg ved dem.. Jeg ved ikke hvem jeg kan stole på, hvem der har ret og hvem der virkelig vil mig det bedste. Jeg føler jeg bærer alt på mine skuldre, og at jeg altid har gjort det.. Ingen tager slæbet, kun mig. Og kan jeg klare det mere? Nej.. Jeg føler mig bare nedbrudt, og ødelagt.. Ved ikke hvordan jeg kommer igennem det her helvede.. Og hvem hjælper mig? Ingen. Jeg bliver fyldt med ligegyldige piller, som kun gør mig træt og gør mig til en grøntsag.. Hvad fanden er det for et liv? Jeg prøver forgæves at finde folk jeg kan støtte mig op af. Men jeg kan ikke, de er ligeså svage som jeg selv.. Alle der ville kunne bærer det, forstår det bare ikke.. Forstår ingenting!