Endelig skete det. Endelig fik jeg lov at komme tæt på, komme ind og mærke ham. Men alligevel føler jeg mig så afvist. Og det værste er, at jeg udmærket var klar over at INTET ville ændre sig. Det var bare det. Og det var alt jeg ønskede mig. Hvorfor kan det ikke blive mere? Hvorfor kan du ikke blive stabil? Jeg ved jeg kan gøre forskellen, hvis jeg bare får lov! Men det gør jeg ikke, du vil ikke engang snakke med mig. Du isolere dig, og forbander mig samtidig. Mit hjerte banker af bare længsel, det hamre af sted som en lille tromme. Jeg elsker dig ikke, men jeg kan heller ikke hade dig. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op? Skal jeg ignorere, eller presse mere på?
De ting du sagde, fik mig til at føle mig speciel. Du fik selvtillid frem i mig, selvom jeg hader det. Jeg hader det så inderligt, men når det er dig, gør det bare en forskel. Jeg er så glad for dig, at du tror det er løgn. Lad mig komme ind i dit liv, blive en del af dig, blive til en. Det lyder af meget, og det lyder som om det går stærkt, men sådan er det ikke. Jeg har aldrig kunnet skynde mig. Jeg tager tingene som de kommer, men det forandre ikke hvor meget jeg vil have dig. Har lyst til at røre ved dig, og bare være en del af dig.
Mark sagde at vi passede så godt samme. Den måde vi er på, og det musik vi hører. Det mørke vi begge kan lide. Jeg tror lidt på ham, og alligevel trækker jeg i land. Det føles så stort at du har lukket mig lidt ind, kysset min hånd og bare været en dig. Jeg kan slet ikke beskrive følelsen det fór igennem min krop den nat. Det var bare så stort for mig. Ved ikke hvad jeg selv havde forestillet mig der skulle ske den nat, men en ting er sikkert; JEG FORTRYDER INTET! <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar