Så sidder jeg her igen, denne gang med mine levende drømme. De skræmmer mig, mest fordi jeg får alle mine følelse med i det. Jeg kan ikke styrer dem i søvne, og det er pænt irriterende. Fordi jeg bliver i tvivl om mine valg, jeg har taget. Jeg har virkelig såret mange, men den værste jeg har såret, er Karsten. Vi havde så mange ting sammen, men det blev aldrig virkeligt. Pga mig. Selvfølgelig pga. mig, hvem ellers? Jeg er god til at fucke det op.
Lige nu snakker vi slet ikke sammen, efter alt hvad der skete. Jeg tror ikke han kunne holde ud at se mig "lykkelig". Og slet ikke med en anden. Jeg udlevede hans drøm, bare med en anden. Og set fra hans synsvinkel, så forstår jeg ham godt. Hvad bilder jeg mig egentlig selv ind? Jeg ved godt jeg sagde slut, fordi jeg var bange. Bange for hvad der skulle ske med ham. Fordi de ting han fortalte, gjorde at man nærmest følte sig fortabt. Man kunne intet gøre, fordi sådan var livet bare.
Jeg er så forvirret lige nu. Jeg har hjertebanken og føler trang til at snakke med ham.. Men det tager sin tid. Men han svarede mig. Jeg blev faktisk overrasket, fordi det er jeg ikke værd efter det jeg gjorde. Det var ondt, og egoistisk. Og tro mig, jeg skammer mig. Noget så groft.
I wanna hold you high and steal your pain. :/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar