Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Jeg er bare så glad og forvirret på samme tid.
For det første har jeg mødt det bedste i mit liv, og for det andet er jeg næsten blevet afskrevet som mor.
Jeg var til et møde, jeg ikke selv vidste hvad jeg skulle bruge til, med min behandler og sundhedsplejerske. De mest pålidelige mennesker jeg har kendt, troede jeg. Men de fuckede hele min dag op, fuldstændig. Jeg tror hele det møde kun gik op i skyldfølelse og gråd. Hold kæft, jeg har aldrig tudet så meget, kun dengang Silja døde, min bedste veninde.
De gjorde det meget klart, at hvis ikke jeg afholdte aftalerne jeg skulle have med Danny, ville de sørge for at forældremyndigheden blev Dannys. Kun hans. Jeg skulle ikke have lov til at se Till når jeg ville, og jeg skulle aflevere alle nøgler til lejligheden. Altså, den gamle. Og det passer mig også fint, men måden det blev sagt på var ikke just fedt. Men fuck det, faktum er at jeg kun må se min dejlige dreng 2 timer om UGEN! Hvad fanden havde de tænkt sig?! En ting er at jeg nødsaget til at flytte, en anden er fandme at jeg også skal undværer mit barn. Jeg kan slet ikke rumme det oppe i mit hoved. Det er for stor en ting, men hvad kunne jeg sige? Jeg havde intet at skulle have sagt, jeg kunne ikke forsvarer mig selv. Jeg kunne bare sidde der og tude som den kælling jeg er. Jeg mangler virkelig en bisidder, en der kan sige stop. Fordi den knap har jeg bare ikke selv indbygget i mit ordforråd. Jeg synes det var så tarveligt, og gennemtænkt. Jeg kan slet ikke fatte det. Jeg er så ødelagt indeni. Og alligevel ikke, nu har jeg Kenny. Min Kenny. Han er så omsorgsfuld at det gør helt ondt. Han tænker på mig, han tager imod mig og er bare ham selv. Gosh, jeg er på en lyserød sky lige nu. Vil ikke sige så meget, bare at jeg virkelig godt kan lide ham. <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar