JEG VED DET IKKE!

Endelig skete det. Endelig fik jeg lov at komme tæt på, komme ind og mærke ham. Men alligevel føler jeg mig så afvist. Og det værste er, at jeg udmærket var klar over at INTET ville ændre sig. Det var bare det. Og det var alt jeg ønskede mig. Hvorfor kan det ikke blive mere? Hvorfor kan du ikke blive stabil? Jeg ved jeg kan gøre forskellen, hvis jeg bare får lov! Men det gør jeg ikke, du vil ikke engang snakke med mig. Du isolere dig, og forbander mig samtidig. Mit hjerte banker af bare længsel, det hamre af sted som en lille tromme. Jeg elsker dig ikke, men jeg kan heller ikke hade dig. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op? Skal jeg ignorere, eller presse mere på?
De ting du sagde, fik mig til at føle mig speciel. Du fik selvtillid frem i mig, selvom jeg hader det. Jeg hader det så inderligt, men når det er dig, gør det bare en forskel. Jeg er så glad for dig, at du tror det er løgn. Lad mig komme ind i dit liv, blive en del af dig, blive til en. Det lyder af meget, og det lyder som om det går stærkt, men sådan er det ikke. Jeg har aldrig kunnet skynde mig. Jeg tager tingene som de kommer, men det forandre ikke hvor meget jeg vil have dig. Har lyst til at røre ved dig, og bare være en del af dig.
Mark sagde at vi passede så godt samme. Den måde vi er på, og det musik vi hører. Det mørke vi begge kan lide. Jeg tror lidt på ham, og alligevel trækker jeg i land. Det føles så stort at du har lukket mig lidt ind, kysset min hånd og bare været en dig. Jeg kan slet ikke beskrive følelsen det fór igennem min krop den nat. Det var bare så stort for mig. Ved ikke hvad jeg selv havde forestillet mig der skulle ske den nat, men en ting er sikkert; JEG FORTRYDER INTET! <3

I'll take care of you!

De sker så mange ting i mit liv. Kan ikke følge med mere. Skal snart flytte i min egen lejlighed, og hold kæft hvor jeg glæder mig. Så jeg kan isolere mig, og bare være mig. Ikke tænke på alle andre, kun mig selv. Lære at leve alene bliver svært, men det må man tage med. Det er "straffen" for alt det der er sket. Danny gider mig ikke mere, Till kan ikke genkende sin egen mor og min tidligere svigerfamilie lukker mig ude. Det føles også som om Till ikke trives mere. Han er blevet en underlig dreng. Stadig mors dreng, men bare på en anden måde. Det er svært at beskrive. I dag blev han glad da jeg kom hjem efter jeg var hos Mathias. Åh ja, Mathias. Han kan få mig til at tænke på mig selv, han giver mig plads og kan sætte ord på mine følelser når jeg ikke selv kan. Han ved hvad jeg gennemgår, og det er dejligt på en måde, at der i det mindste er én der tænker og føler for en.. Det er svært når man ikke selv ved hvordan man beskriver en situation eller en handling. Men ligeså snart han er der, så føler jeg mig lettet. Jeg føler mig velkommen, og taget imod for den jeg er. For den jeg er blevet.Og alligevel føler jeg ikke jeg kan åbne mig for ham, måske jeg er bange for hvad der kan ske ved det. Og det kan forandre noget mellem os. Synes vi har noget godt sammen, vi kan sammen. Også selvom vi er to vidt forskellige mennesker. Normalt ville jeg være fuldstændig pjattet og og genert, måske endda være forelsket. Men det føles bare som om jeg har opdaget, at det bare ikke lige kan lade sig gøre mere. Måske jeg er ved at blive såkaldt "voksen"? Eller bare moden, hvad ved jeg. Jeg er jo bare lille mig. Lukket sammen i en lukket skal der hele tiden går hul på, fordi folk ikke kan lade mig være i fred. Bare engang imellem! Argh.


   Jeg er og bliver aldrig tilfreds med mig selv. Det er svært at se tilbage på hvordan jeg var engang. Lige meget på hvilket tidspunkt, har jeg følt mig tyk. Og grim. Selvom jeg godt vidste det ikke passede helt. Men fuck det, jeg må tage tingene som de kommer. Og nu, ja. Der må jeg sluge kamelen IGEN. Jeg skal finde min styrke frem, jeg føler jeg får brug for den. Og det er som om han giver mig styrken til at holde fast.

Broken..

Jeg hader virkelig de her aftener. De aftener, jeg sidder alene i mørket, med musik i ørerne og prøver at bearbejder hvordan mit liv falder fra hinanden.. Først føler jeg at jeg mistede min søn, nu min kæreste, og snart min familie og mit hjem.. Jeg har ingen at støtte mig op af mere.. Jeg har så mange mennesker rundt om mig, men jeg føler mig ikke tryg ved dem.. Jeg ved ikke hvem jeg kan stole på, hvem der har ret og hvem der virkelig vil mig det bedste. Jeg føler jeg bærer alt på mine skuldre, og at jeg altid har gjort det.. Ingen tager slæbet, kun mig. Og kan jeg klare det mere? Nej.. Jeg føler mig bare nedbrudt, og ødelagt.. Ved ikke hvordan jeg kommer igennem det her helvede.. Og hvem hjælper mig? Ingen. Jeg bliver fyldt med ligegyldige piller, som kun gør mig træt og gør mig til en grøntsag.. Hvad fanden er det for et liv? Jeg prøver forgæves at finde folk jeg kan støtte mig op af. Men jeg kan ikke, de er ligeså svage som jeg selv.. Alle der ville kunne bærer det, forstår det bare ikke.. Forstår ingenting!