The gluck you pop!

Who wants to be alone? I hvert fald ikke mig. Jeg hader at være alene, eller bare vide at jeg er alene. Det kan være svært at overskue det, man har det bedre hvis man er to. Eller hvad? Jeg nyder også stilheden. men det skal ikke være altid. Vel?

Mine følelser er ikke så overdrevet mere. Det har også kun taget en uge! Nu kan jeg begynde at koncentere mig om andre ting, og ikke drømme og Karsten hele tiden. Fordi det gør jeg stadig, og det er den samme drøm hver gang. Drømmen hvor han holder om mig, og hvor jeg faktisk tilhøre ham der. Det er mærkeligt at drømme om, specielt når jeg ikke kender ham så godt mere på den måde. Er også bange for hvad han er i stand til at gøre ved mig.. Han kan nogle ting, det er helt sikkert.

Jeg er meget trist, og ensom indeni. Jeg sveder og har ikke lyst til andet end at sove. Har sovet det meste af dagen.. Det havde jeg lige brug for..

Bange for sandheden?

Hvad er det jeg prøver at skjule? Alle ved det jo. Jeg er helt nede, dernede hvor man ikke gider mere.. Der er kun et lyspunkt, og det er ham. Han kan få mig på andre tanker, men er stadig trist. Det der var engang, det savner jeg. Inderligt. Men det kan bare ikke blive igen. Jeg ved ikke om jeg tør, og jeg kan gøre sådan overfor min familie. Men jeg skal jo tænke på mig selv, men det kan jeg bare ikke. Det har jeg aldrig kunnet.

Jeg savner dig, og jeg tror du er klar over det. Men jeg er ikke klar, jeg har brug for der bliver lukket ned.. Jeg har brug for et andet liv :'(

I got a lot to say..

Endelig kan jeg nyde stilheden. Mine tanker er et helt andet sted end på min familie. Kan slet ikke finde rundt i mig selv. Føler mig som en helt anden person, og det skræmmer mig. Jeg har sovet meget idag, men føler stadig jeg er træt. Træt af det hele. Jeg vil starte på en frisk.. Men det er der ikke noget der hedder i min verden.. Skal leve med det lort, og det passer mig bare ikke. Har altid været klynke-typen, når man så for alvor er syg, så er det bare ikke sjovt mere. Jeg er så forvirret..

Jeg savner alle jeg nogensinde har snakket med.. Vil så gerne snakke med alle, men jeg kan bare ikke overskue det. Kan dårligt overskue at gå.. Jeg føler mig så hjælpeløs, og ingen hjælper mig. Ikke engang Danny.. Kan godt mærke han bliver mere og mere irriteret på mig. Og jeg føler det hele holder i en meget tynd tråd.. I hvert fald for mit vedkommende.. Jeg ved ikke hvor stor min udholdenhed er mere.. Når man har ventet over 8 måneder på at få hjælp, så mister man alle ressourcer man har haft, fordi man har holdt fast i de samme ting.. Jeg har fået så meget ros for, at jeg er viljestærk, og ja. Gu' er jeg det, fordi intet skal overtage mig. Slet ikke sådan en lorte sygdom! Jeg ved og håber jeg bliver rask en dag.. Jeg ved også der går år før jeg bliver stabil.. Men jeg prøver.. Jeg kæmper en kamp imod mig selv, og det er svært. Tror ikke nogen kan forestille sig hvor svært det er.. Jeg må ærligt indrømme jeg hellere ville brække mit ben, end at blive psykisk syg.. Man kan ikke planlægge noget fremad rettet, man kan ikke vide hvordan humøret er.. Man kan ingenting. Og skal jeg være helt ærlig synes jeg ikke, at skizofreni passer til mig.. OVERHOVEDET!

Life is a waterfall..

Så sidder jeg her igen, denne gang med mine levende drømme. De skræmmer mig, mest fordi jeg får alle mine følelse med i det. Jeg kan ikke styrer dem i søvne, og det er pænt irriterende. Fordi jeg bliver i tvivl om mine valg, jeg har taget. Jeg har virkelig såret mange, men den værste jeg har såret, er Karsten. Vi havde så mange ting sammen, men det blev aldrig virkeligt. Pga mig. Selvfølgelig pga. mig, hvem ellers? Jeg er god til at fucke det op.

Lige nu snakker vi slet ikke sammen, efter alt hvad der skete. Jeg tror ikke han kunne holde ud at se mig "lykkelig". Og slet ikke med en anden. Jeg udlevede hans drøm, bare med en anden. Og set fra hans synsvinkel, så forstår jeg ham godt. Hvad bilder jeg mig egentlig selv ind? Jeg ved godt jeg sagde slut, fordi jeg var bange. Bange for hvad der skulle ske med ham. Fordi de ting han fortalte, gjorde at man nærmest følte sig fortabt. Man kunne intet gøre, fordi sådan var livet bare.

Jeg er så forvirret lige nu. Jeg har hjertebanken og føler trang til at snakke med ham.. Men det tager sin tid. Men han svarede mig. Jeg blev faktisk overrasket, fordi det er jeg ikke værd efter det jeg gjorde. Det var ondt, og egoistisk. Og tro mig, jeg skammer mig. Noget så groft.


I wanna hold you high and steal your pain. :/