Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte, så jeg tager det som det kommer.
Jeg har i lang tid følt mig trist, følt mig overset, presset og stresset. Og det har kun udviklede sig til det der var værrer. Specielt efter jeg fødte Till. Det var svært at håndtere sine følelser, sin søn og generelt sin hverdag. Det var svært at have tankemylder, og koncentere sig om at snakke med ham samtidig, fordi det var ligesom om tankerne bare løb over hinanden hele tiden, og jeg kunne ikke selv styrer det til sidst. Kunne ikke styrer de tanker jeg havde, mest fordi de hverken havde sammenhæng eller var gode. Jeg stillede også mig selv spørgsmålstegn til, hvorfor er lyset grønt når man skal gå, og ikke rødt? Hvorfor er træer grønne og brune, og ikke blå og hvide? Hvorfor kan man gå og hvorfor skal man hedde noget? Sådan nogle ligegyldige og mærkelige spørgsmål som man ikke rigtigt kan få svar på alligevel.
Jeg kan huske mens jeg var yngre, der havde jeg det svært i skolen. Mest fordi jeg ville være midtpunkt, og det ville jeg, fordi jeg følte mig anderledes. Jeg følte jeg kunne noget magisk, og at folk helst skulle tilbringe tid med mig. Og alligevel følte jeg ikke at jeg kunne være i kontakt med folk. Det var en underlig fornemmelse. Det var så slemt, at jeg ikke tog venner med hjem, fordi de skulle ikke se mit "gemmested". Jeg følte jeg kunne gemme mig derhjemme, der kunne alle jo lide mig. og der kunne jeg gå væk, hvis alting var for meget. jeg hadede når vi var mange mennesker, og det var vi jo selvfølgelig altid. Jeg vlev så stresset af alle de mange mennesker der bare ville snakke og snakke. Men det ville jeg ikke. Jeg vil bare have ro! Ville sidde for mig selv og kun lytte til mig selv. Jeg snakkede med mine tanker tit, det var jo rart og jeg synes det var helt normalt. Det var det så ikke, fik jeg afvide da jeg fik diagnosen. De var en del af den såkaldte sygdom.
jeg følte tit jeg ikke var velkommen nogle steder. At jeg bare skulle blive væk, men det var svært når man også døjede med tanken om at jeg bare SKULLE være midtpunkt. Men det kunne jeg ikke være altid, og det var jeg heller ikke. Fordi ligeså snart jeg var blevet det, gjorde jeg alt for at komme væk fra det igen. Den opmærksomhed gjorde mig utryg, så jeg kunne sidde i længere tid og bare stirre ind i en væg og tænke at folk skulle skride og bare holde deres kæft. Det ville være så meget nemmere og lade være med at være midtpunkt, men det er svært. Hold kæft, hvor var det svært.
Tit når jeg sad på værelset, så hørte jeg altid trist musik, fordi det blev jeg glad af. jeg følte jeg var hjemme, min krop var tilfreds, mit hjerte slog som det skulle i stedet for at det føltes ligesom mine tanker, at de hoppede over hinanden hele tiden. Fik følelsen af, at jeg var forelsket. Det blev jeg jo tit, ligeså snart folk viste interesse for mig, så var jeg jo modtagelig. Og jeg ved bare ikke hvorfor! det var dejligt, at der var nogle der gad tænke på mig, fordi det gjorde jeg aldrig selv. Jeg tænkte aldrig på at jeg skulle have det godt, det havde jeg aldrig gjort. jeg ville hellere hjælpe andre, fordi jeg synes det var synd hvis de havde det dårligt. Derfor havde jeg også mange venner, jeg hjalp dem så godt jeg kunne og det var godt nok for dem. På den måde følte jeg også sjældne gange, at jeg var velkommen. Fordi jeg var som jeg var, en glad pige der altid var smilende, og sagde mærkelig og sjove ting. Det var mig, jeg var den personlighed. Men kun i selskab med andre. Alene var jeg så trist og deprimeret at jeg ikke engang selv vidste det. Dengang blev jeg påvirket af mine omgivelser ment på den måde, at havde jeg en ven der var trist, så var jeg det også. Var vennen glad, var jeg det også. Jeg tilpassede mig efter de mennesker jeg var sammen med, og det var rart. Så havde man nogle at snakke med, som var intressante. Men det var svær, fordi jeg ikke kunne finde ud af hvor jeg passede ind. Når man retter sig efter sin omgangskreds, så finder man aldrig ro. Igen, jeg snakkede med alt og alle. Fordi jeg var sød, og jeg hjalp. Så det var mest mig folk kom til, følte jeg. Jeg har været så populær at det var til at brække sig over. Men det var fordi jeg skiftede til den pæne pige, og det ville jeg ikke være. Ikke hele tiden. Jeg ville være noget specielt, og det ville jeg fordi at jeg følte mig så meget anderledes end alle andre. Ikke på den måde at jeg skulle være bedre end dem, og alligevel. Det var ikke til at finde ud af, fordi jeg var to mennesker nærmest. Den glade og den triste. Jeg følte altid jeg manglede et eller andet. Men hvad skulle det være, det fandt jeg aldrig ud af.
Jeg fandt også ud af, at grunden til jeg var så doven var pga. skizofrenien. den gjorde mig træt og svag. Jeg sov jo ligeså snart jeg kunne komme til det. Så havde jeg det bedst, fordi i min søvn kunne jeg det hele. der kunne jeg selv bestemme hvordan jeg følte og så ud. Fordi jeg var aldrig tilfreds. Selvom folk synes jeg var køn, tynd og hvad ved jeg, så så jeg det bare aldrig selv. fordi jeg følte mig så meget anderledes. Arg, det var svært.
